Populær videnskab i alle tiders Fysiktime
fysiktime General Motors "Teknisk show" fik også stor succes i Jyderup med fulde huse.
Skolebørnene i Jyderup og Omegn stirrede betaget på de tekniske vidundere, som de to ingeniører, M. Høfner og N. J. Lauridsen, forviste i går eftermiddag på hotel "Skarridsø" ved General Motors tekniskvidenskabelige show, og børnene jublede hver gang, de så et "under" ske.
Ved showets fremvisning i Kalundborg er bragt udførlig omtale, og det foregik alt sammen efter samme regler i Jyderup ved de to fremvisninger, der om aftenen havde samlet så mange mennesker, som salen kunne rumme, og adskillige måtte stå op.
En del børn, der havde været med om eftermiddagen, kom igen om aftenen, og er måske, hvem ved, en flok vordende videnskabsmænd: de fulgte i hvert fald levende med i, hvad der skete. Om eftermiddagen var det Uffe, der knuste "Hammerflasken", og i aftes var det Otto. Henholdsvis Preben og Ib spiste varmt spejlæg, stegt på kold pande, og bagefter krydsforhørt af kammeraterne -- om det nu virkelig var varmt
Med ultraviolette stråler påviste på 2 x 3 unge piger, hvorledes politiet kan finde frem til tyveknægte, og meget andet eventyrligt skete.
Hele salen jublede, da ingeniør Høfner agerede orkesterdirigent og med sin hænder dirigerede lydbølgerne, således at han bogstavelig talt greb dem, medens de "hang" i luften, og formede dem, stærke eller svage, for at påvise, at man nu kan "se lyden og høre lyset" 700 glas og lige så mange flasker har de to teknikere efterhånden brugt på deres tourné. Glassene sprænges ved lydbølger fra mikrofonen. - Meget andet blev vist, men præsentationen af den reaktionsdrevne motor, Jet-Motoren, var naturligvis det store sus. Tilskuerne måtte holde sig for ørerne, da motoren udviklede 230 eksplosioner i sekundet!
De to ingeniører blev gang på gang hilst med bifald, og det fortjente de, fordi de magtede i dagliglivets sprog at forklare om videnskab og fremtidsteknik sådan, at det blev populært for alle. Sluttelig vistes en teknisk film, hvor bl.a. en gasturbinedreven bil kørte 300 km. i timen1
Kalundborg skolebørn til fantastisk fysiktime
General Motors show "Videnskab og fremskridt" på besøg i Kalundborg.
En fysiktime af den slags, som børnene fra Kalundborg skoler i dag blev præsentere for, hører ikke til de almindelige.
Det var et fantastisk show, der satte fantasien i bevægelse, og som nok i de kommende dage skal få børnene til at spekulere og stille spørgsmål.
Ideen til denne fysiktime er autofirmaet General Motors, og den er etableret, fordi man herhjemme i dag mangler videnskabsmænd i den udvikling, der står for døren.
Når Niels Bohr nu i fremtiden skal til at arbejde med det store atomprojekt herhjemme, må han hente teknikerne fra udlandet, sagde den unge Mogens Høffner, da han bød velkomme, og faktisk håber vi, at de eksperimenter, i nu skal se, må vække interessen hos jer, så i tager en gerning op i videnskabens interesse.
Og så gik man over til eksperimentere, som lige fra starten kaldte på børnenes interesse. Man begyndte nemlig at "trolde" med væsker. De blev hældt fra det ene glas til det andet og skiftede farve fra hvidt til sort, sort til rødt og fra rødt til hvidt.
Så blev der slået søm i med en flaske, men da Poul nede fra salen blev kaldt op på scenen og puttede en lille sten på 1 grams vægt ned i flasken, splintredes den. Hvorfor fik børnene indgående forklaret.
Man demonstrerede den kolde ovn og spejlede et æg på den uden at svide den serviet, der var lagt mellem panden og ovnen.
Carsten blev invitere op på scenen på spejlæg og nød det.
Senere fortaltes der om lys og om den fantastisk udvikling, der er sket, siden Edison opfandt sin glædelampe. I dag har man lysstofrør og en lille kviksølvlampe på størrelse med en cigaret, der udsender styrke på en femtedel af solens lys. Med ultraviolette stråler påvistes det på tre piger, hvordan politiet finder frem til tyveknægte.
Som noget helt nyt vistes, hvordan man kan udsende musik fra en pladespiller, der påvirker en lille lampe. Lyset herfra opfanges af en fotocelle (denne var anbragt på scenens modsatte side), og fotocellen omdannede med det samme lyset til elektricitet, der blev til lyd. Man kunne således afbryde udsendelsen ved at stille sig i vejen for lysstrålen.
Det store øjeblik var, da Jet-Motoren skulle forklares og demonstreres. Først blev princippet forklaret ved hjælp af en almindelig legetøjsballon, og derefter startedes med en øresønderrivende lys jetmotoren, der påvirkede et par hjul, som, hvis de havde siddet på en bil, i løbet af tre sekunder nåede en fart af 60 km i timen.
Til slut startede to små Jet-mortoren, som ad en tynd line fo'r over scenen med 80 km's fart.
Børnene takkede for den interessante fysiktime med kraftigt bifald.
Den var også virkelig godt tilrettelagt. På en gang populær og lærerig for børnene.
I aften er der gratis adgang for alle interesserede2


Kilder:
Kilde 1: Kalundborg Folkeblad 29. aug. 1956, side 3+4; Populær videnskab i alle tiders Fysiktime
Kilde 2: Kalundborg Folkeblad 27. august 1956, side 3; Skolebørn til fantastiks fysiktime
Note:

Sidst opdateret 16. februar 2015
©Jyderup Realskole